onsdag den 12. oktober 2016

Mellemrum

Vi er flyttet til et nyt sted, et sted som er lækkert, luftigt og lyst, men også et sted som mangler farver, hygge og sjæl. Vi er flyttet til Campus Carlsberg, og hvilket fag er bedre til at markere sig på Campus end håndværk og design?

Vi er allerede kommet godt i gang med dette semester og første opgave er skudt af og udstillet på Campus.
Opgaven lød på at designe og fremstille et produkt, der skulle påvirke og give liv til omgivelserne og ikke mindst - få folk til at stoppe op. Yderligere med det benspænd, at produktet skulle indeholde forarbejdet træ og enten broderi eller tryk.

I gruppen gik vi en tur på Campus og vi faldt hurtigt over et sted, der inspirerede os. Et sted som var tomt og hvor folk vadede forbi i blinde. En måde at vade på, som mest af alt mindede os om en flok får, der blot vadede og vadede.

Designprocessen gik i gang, og vi blev hurtigt enige om, at vi selvfølgelig skulle lave får og naturligvis et får for hvert gruppemedlem. Men vi var ikke kun interesserede i at lave et får som en stationær installation, men også et får som kunne interagere med alle de studerende på Campus.
Brainstormen blev ved med inputs om at kunne skrive beskeder på fåret, kunne følge fårene på instagram/facebook, integrere lyd i fåret m.m.
Idéer var der nok af, og til slut faldt vi på at fårene:
  • Selvfølgelig skulle have lov til at græsse som alle andre får, og derfor skulle kunne flyttes af de mange forbipasserende.
  • Mulighed for at skrive en venlig besked til andre medstuderende.
  • Lyd i form af scanning af en QR-kode.
Fåret kom i produktion og hver blev vi ansvarlige for hver vores får, som alle tog udgangspunkt i den samme form. Herefter var det op til den enkelte at designe sit eget får.


Mit får blev tegnet op på krydsfiner og skåret ud med en stiksav. Mht. fårets design var jeg var jeg særligt inspireret af broderiet, men også origami (mhp. geometriske former), men besluttede hurtigt, at jeg gik videre med tanken om broderi. Jeg valgte derfor at bore en masse tilfældige huller i fåret. Tanken var oprindeligt, at hele fåret skulle betrækkes, men det gik hurtigt op for mig, at jeg nok ikke havde været færdig endnu, hvis jeg skulle betrække hele fåret. Jeg valgte derfor at "nøjes " med et enkelt broderi og fik på den måde også inddraget geometriske former.
Fåret blev broderet med to forskellige farver uldgarn, fik lækre læderører, og om halsen en flot QR-kode udskåret på skolens lasercutter.
Herefter blev fåret udstyret med små manillamærker til at skrive beskeder på.


Onsdag d. 12.10.16 kom dagen så, hvor fårene blev sluppet ud i Warehouse og vi oplevede hurtigt, at de tiltrak en masse opmærksomhed fra de studerende - og der gik da heller ikke meget mere end 3 timer før fårene blev hjulpet videre på Campus til lækkert nyt græs.






Opdatering 13.10.16

Fåret er set af et holdmedlem i Kareen:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar